Socialt ansvarlige virksomheder skal have positiv særbehandling

En halv million mennesker står udenfor arbejdsmarkedet. Hvis de skal have en chance for at komme tilbage i arbejde, så skal man belønne de virksomheder, der tager socialt ansvar. Sådan lyder forslaget fra folketingskandidat på Amager.

Det skal kunne betale sig som virksomhed at tage et socialt ansvar, så det bliver attraktivt at inkludere marginaliserede borgere på arbejdsmarkedet, mener Sophie Danneris, folketingskandidat fra Radikale Venstre.

»At være i arbejde er et af de afgørende kriterier for, at man som menneske føler sig som et gyldigt medlem af fællesskabet. Det kan vi eksempelvis sikre ved at forfordele de virksomheder, som ansætter udsatte borgere eller på anden vis skaber social værdi for samfundet,« siger hun.

Ifølge Sophie Danneris kommer der i fremtiden til at være en kløft mellem virksomhederne, der kommer til at mangle arbejdskraft og borgerne, der står udenfor arbejdsmarkedet. »Det er nødvendigt, at vi sammen finder ud af, hvordan vi bygger en holdbar og meningsfuld bro mellem de to grupper. Broen kan eksempelvis skabes gennem gensidig dialog, hvor forskellige berørte grupper får mulighed for at komme til orde.«

På Amager findes allerede et spirende miljø for bæredygtighed og socialt ansvar. Bybierne, Kofoed Skole og Væksthuset går forrest og viser, hvordan socialt ansvar i form af omsorg for udsatte borgere og bæredygtige virksomheder kan gå hånd i hånd. »Miljøet på Amager skal vi lade os inspirere af, men det er kun et skridt på vejen for at tage ansvar for vores udsatte borgere,« siger Sophie Danneris.

Og det var netop, hvad der skete en novemberaften, hvor en række eksperter, virksomheder og borgere mødtes på Amager for i fællesskab at diskutere, hvilke byggesten broen konkret kræver.

Konkrete initiativer spirrede på Amager
Charlotte Winding er stifter af organisationen Help2Help, der søger at fremme frivilligheden i Danmark. Hun forklarer, at udsatte ledige kan skabe værdi både for dem selv og samfundet gennem frivilligt arbejde.

»Det er svært at finde trivsel i hverdagen uden et arbejde, og det giver lavt selvværd. Fire timer om ugen kan være nok til at få det selvværd tilbage igen,« siger hun. Derfor mener Charlotte Winding, at virksomhederne bør tilbyde faste praktikpladser.

Et andet løsningsforslag er at skabe større partnerskaber mellem socialøkonomiske virksomheder og større for-profit virksomheder. For de socialøkonomiske virksomheder er blot et skridt på vejen mod målet, som er et inkluderende arbejdsmarked, mener Lars Jannick Johansen, der er direktør for Den Sociale Kapitalfond.

»Det er en samfundsinvestering at flytte folk, selvom produktsalget ikke følger med. Vi har brug for gode rollemodeller og overbevisende eksempler på, at man kan flytte mennesker,« siger han.

Partnerskaberne skal bestå i erfaringsudveksling og videndeling, der kan bidrage til, at det sociale element og konkurrencen kan sameksistere i fremtiden.

»Jeg har lyttet og taget alle forslagene med hjem. Dem vil jeg nu videreudvikle og tage med som en del af mine politiske forslag frem mod folketingsvalget,« siger Sophie Danneris.

Er der penge i Danmarks fattigste?

Hvis pengene pludselig bliver knappe, børnene skal ha mad og huslejen skal betales, så er gode råd dyre. Bogstaveligt talt. Danskere på kontanthjælp falder i stigende grad for hurtige løsninger med uoverskuelige konsekvenser. Og det ser ud til at der kan tjenes penge her. Mange penge.

David mod Goliath

”Rækker kontanthjælpen ikke? Få luft med kviklån”. Sådan formuleres det på hjemmesiden www.kvickkån-på-kontanthjælp.laanpengeidag.dk, der ja, rigtigt gættet, reklamerer for kvick-lån for folk på kontanthjælp. Her beskrives det, hvordan kvick-lån kan skabe det fornødne luft i budgettet, der er behov for, for at kunne betale de faste udgifter når man er på kontakthjælp. Produktet, der reklameres for, er altså direkte målrettet Danmarks fattigste og der er her tale om et veludformet produkt, der fremstår særdeles billigt, men på ingen måde er det. Selv de klassiske og overordentligt dyre kviklån hos eksempelvis Leasy og expressbank kommer sjældent over 30% ÅOP. Men her er koster det op mod 740%.

Helt teknisk fungerer ”tilbuddet” hos den pågældende bank, VIVUS, ved at der først lånes 4000kr omkostningsfrit i 30 dage, hvorefter det fulde beløb skal betales tilbage. På den måde kan VIVUS tillade sig at skrive at ÅOP er 0%. Fælden klapper når lånet skal forlænges – for det skal det jo… Lånet koster nu et gebyr, der ikke offentliggøres præcist da det afhænger af den samlede gældspost, men som ligger på omkring 1300kr. Og så har man opnået endnu en 30 dages forlængelse. Sidder du på en kontanthjælp så bliver det svært at finde hvad der svarer til en halv månedsløn. Og snebolden ruller.

Der er her tale om en forretningsmodel tilrettelagt af eksperter til at udnytte økonomisk pressede mennesker. Det er altså David mod Goliath, bare med et mindre overraskende resultat.

Man ligger som man har redt

Før kemikaze-liberalisterne kommer med deres tunnelsynsbefængte argumenter om ”frie” markedskræfter, bør vi spørge os selv, om vi foretrækker et samfund, hvor der kan tjenes penge på de økonomisk svagestes desperation? Hvor de private lånevirksomheder kan sørge for at de fattigste i Danmark bliver betydeligt fattigere samtidigt med at de fastlåses i deres situation. Man ved fra diverse undersøgelser, blandt andet fra Rådet for socialt udsatte og Den sociale Retshjælp, at gæld fastholder mennesker i deres sociale situation. Kontanthjælpsmodtagere med gæld har sværere ved at komme ud af deres offentlige forsørgelse og koster således samfundet flere penge.

Regningen for lånevirksomhedernes stopper altså ikke kun hos de desperate mennesker der træffer dårlige valg, men ender faktisk hos skatteborgene.

Min påstand er at der er tale om en grov udnyttelse af fattige danskere udført af dybt kompetente og professionelle firmaer. En udnyttelse der belaster allerede pressede mennesker og som endegyldigt sender en regning til skatteyderne.

Balancen mellem økonomisk frihed og regulering

Flosklen ”frihed under ansvar” kan man som samfund leve efter, hvis man er villig til at holde folk til ansvar, når de misbruger deres frihed. Når det kommer til lånevirksomhedernes anvendelse af denne frihed, så er der i den grad tale om et misbrug. Når friheden bruges til at tjene penge på bekostning af Danmarks fattigste er dette ikke acceptabelt. Og siden denne branche åbenbart ikke har formået at regulere sig selv, bliver samfundet og det politiske niveau nødt til at gøre det. Der har tidligere været anbefalinger fra analyser, politikere og forskere om at indføre et loft over ÅOP på lån. Sverige indførte det eksempelvis i 2011 på det ovennævnte grundlag. Derfor undrer mig at vi ikke har handlet på dette, da det vidensgrundlag denne artikel bygger på er tilgængeligt! Som folketingskandidat for Radikale Venstre er det en af de ting, jeg vil handle på hvis jeg bliver valgt i det nært forestående valg.

Løsning

Og løsningen for mig er, at vi som minimum Indfører et loft over ÅOP, som man netop har gjort det i Sverige. Det vil beskytte de borgere der mindst kan tåle at lave fejl. Det vil betyde at hvis man som kontanthjælpsmodtager tager et dumt lån, så bliver man ikke nødvendigvis knust økonomisk, med alle de omkostninger det fører med sig. Og så mener jeg desuden, at vi bør se på mulighederne for i det hele taget af forbyde denne låntype. Hvad mener du?

Skal det være slut med et kreativt iværksættermiljø på Amager?

I sidste uge blev det officielt, at Prags Boulevard 43 er solgt. I stedet for et kreativt åndehul, der har dannet base for kunstnere og ildsjæle, skal adressen fremover huse flyttekasser i et lagerhotel. Vi her på Amager må stille os selv spørgsmålet, om vi er parate til at miste Københavns mest kreative iværksættermiljø. Jeg er i hvert fald ikke!

Siden 2010 har PB43 lånt den tidligere lakfabrik med fire store bygninger af det hollandske firma Akzo Nobel. PB43 har de sidste fire år været samlingspunkt for nystartede iværksættere, projekt- og eventmagere samt kunstnere, der har afprøvet idéer, udviklet forretning og afholdt utallige åbne arrangementer. Unge, ældre og børnefamilier har brugt stedet som ’helle’ og inspiration. Men det er slut nu. Grunden er solgt, i 2015 rykker bulldozerne ind og et lagerhotel skyder op.

Det burde være synligt for enhver, og er det da i hvert fald for mig, at dette er et kæmpe tab for Amager. Fra at være et inspirerende, livligt og åbent miljø kan vi nu se frem til et dødt område, hvor den eneste aktivitet er, når folk kommer forbi med trailer eller i varevogn for at læsse deres gamle sofaer og flyttekasser af. Det kan vi ikke være tilfredse med.

Vi går ikke bare glip af et kreativt og bæredygtigt iværksættermiljø med liv og spændende events i vores nærmiljø. Vi går også glip af muligheden for at understøtte skabelsen af en stærkere dansk iværksætterkultur. Det er et faktum, at Danmark skaber for få langtidsholdbare nye virksomheder – flere undersøgelser viser, at iværksætterkulturen her i landet halter efter. Og i lyset af, at vi fortsat mangler arbejdspladser herhjemme, så er det et stort tab, at PB43, nu glider ud af hænderne på os her på Amager.

Men vi skal ikke bare trække på skuldrene og gøre ingenting. Folkene bag PB43 leder nemlig efter et nyt sted. Og vi har et lokalt ansvar for at hjælpe dem! Som folketingskandidat vil jeg gøre, hvad jeg kan for at sætte politisk spot på sagen.

Fra mig skal der lyde en opfordring til alle jer , der gerne vil fastholde de kreative iværksættere på Amager: PB43 leder efter leje eller køb af en ejendom på omkring 1500-3000m2 til et rimeligt beløb penge, gerne med et større udendørsareal, med plads til de mange projekter og med højt til loftet – både fysisk og billedligt. Hvis du kan hjælpe , så kontakt PB43 på kontakt@pb43.dk

Hjælp mig med at finde et nyt sted til PB43, så vi på Amager også i fremtiden kan nyde godt af at være et kreativt centrum i København.

/Sophie

’Vi er ikke bare nogle elitære navlepillere’

Spelt i bolledejen definerer hverken et menneske eller en politiker. I Radikale Venstre har – og har vi altid haft – fokus på samfundets svageste

Iskolde, speltbagende akademikere, selvfede overklasseborgere, der er kyniske overfor det store fællesskab. Det er blot nogle af de ord, der som et skybrud regner ned over Radikale Venstre.

Skal vi tage mit liv i stikord, ser det nogenlunde sådan her ud: 28 år. Tryg, nordjysk opvækst. Kernefamilie. Uddannet sociolog og i gang med et ph.d. studie. Folketingskandidat for Radikale Venstre. Men betyder min opvækst og uddannelsesbaggrund, at jeg er en elitær akademiker, der ikke bekymrer mig om de svageste i vores samfund? Svaret er nej. (mere…)

Kontanthjælpsmodtagere føler sig som et nummer

Af Oliver Breum
Et stigende antal kontanthjælpsmodtagere føler sig forbigået og overhørt, når debatten falder på dem og deres situation.
Af Oliver Sand Breum

Solen bager ind gennem vinduerne i stuen, musikken brager ud af højttalerne og kaffen bliver brygget i køkkenet. Luften i den lille lejlighed i Kolding er tung. En sød duft blandet med tobak. På altanen står der fire krukker med hashplanter. De hjælper Lars Ohrt igennem de hårde dage og får ham til at glemme hverdagens problemer. Lars Ohrt er på kontanthjælp.

Det handler om oplysning og forståelse
I 2013 var der 165.000 kontanthjælpsmodtagere i Danmark. Mange af dem føler sig overset og udstødt af samfundet. På Facebook mødes de i gruppen ”Kontanthjælpsmodtagere er også mennesker”, her er Lars Ohrt medlem. Og efter fem år som kontanthjælpsmodtager har han givet op. Han tror ikke længere på, at systemet kan få ham i gang, og for ham handler det om at få tiden til at gå.

”Jeg tør ikke drømme alt for meget mere, jeg har oplevet for mange skuffelser og nederlag. Så jeg vil ikke planlægge fremtiden, så kan jeg undgå for mange mentale nederlag,” siger Lars Ohrt.

Manglende oplysning om, hvad den enkelte kontanthjælpsmodtager kæmper med, og hvilke udfordringer de møder, har skabt et billede af, at de hverken kan eller vil gøre noget for samfundet.

”Vi skal oplyse mere om, hvad det er for en gruppe, og hvad det er for nogle udfordringer, de reelt har. Jo mere man ved om et område, jo mere sympati får man også for det,” siger Sophie Danneris Jensen, Ph.D.-studerende inden for kontanthjælpsmodtagere og deres vej mod arbejdsmarkedet.

Lars Ohrt er en af de kontanthjælpsmodtagere, som føler, at samfundet og systemet er efter ham. Vreden og afmagten over, at Nationen fra Ekstra Bladet og politikere skriver om hans situation uden at vide noget om den, er enorm.

”Der er mange politikere, der kunne trænge til et halvt år på kontanthjælp. De har ingen indsigt eller føling med, hvordan det er,” siger Lars Ohrt.

Jeg føler mig udenfor
Medier som Ekstra Bladet og deres debatforum Nationen er kendt for at kritisere og lange ud efter kontanthjælpsmodtagere, og det er ikke uden konsekvens.

”Jeg bliver ked af det og føler mig stemplet. Der en hetz fra medierne, hvis ikke man yder noget til samfundet, og folk tænker, at jeg er en nasserøv. Og jeg føler, at jeg er udenfor fællesskabet,” forklarer Lars Ohrt.

Men for Lars Ohrt er det ikke kun medierne, der arbejder imod ham. Han føler også, at Jobcenteret og kontanthjælpssystemet er med til at nedbryde ham.

”Jeg føler mig som et nummer. Jo længere tid, jeg går arbejdsløs, jo mindre tror jeg på mig selv og mine evner. Jeg har opgivet hele systemet.”

Hver anden uge kommer Lars’ to børn og bor hos ham. Selvom de er med til at holde ham oppe, og hans største glæder i livet er sammen med dem, så tærer hans situation også på far-rollen.

”Jeg kan stå op med mine børn inden de skal i skole, og jeg skal ikke stresse ud af døren. Men jeg føler, at jeg ikke slår til som far, og at jeg ikke er det forbillede, jeg burde være. Jeg hører tit om de andre, som tager deres børn i Legoland, det har jeg så bare ikke råd til,” siger Lars Ohrt.

Medierne kan hjælpe
Sophie Danneris Jensens Ph.D.-studie går ud på at finde ud af, hvad der skal til for at få kontanthjælpsmodtagere på arbejdsmarkedet, og deres vej dertil. Hun har i sin egen forskning mødt mange af de problemer, som Lars Ohrt giver udtryk for.

”Det går stødt nedad med troen på én selv, og troen på, at der er nogen, der kan bruge ens kompetencer,” forklarer Sophie Danneris Jensen.

Hun opfordrer til at give et mere nuanceret billede af de problemer, kontanthjælpsmodtagere rent faktisk har. Igennem sit eget projekt har hun lavet en blog, som beskriver forskellige kontanthjælpsmodtagere og deres historie.

”Det handler om at få mere viden på området, for vi ved ikke, hvor komplekse udfordringer, de kæmper med. Medierne skal være bedre til at fortælle den gode historie og vise nuancerne, for man kan sagtens finde en kontanthjælpsmodtager, som er glad for systemet,” siger Sophie Danneris Jensen.

Lars Ohrt er efterhånden blevet ligeglad med systemet, og han har vænnet sig til, at medierne ser ned på ham. For at holde humøret oppe og glemme sine problemer, tegner han og udfolder sig kunstnerisk.

”Jeg kan tegne lidt mere end en tændstikmand, og det, at jeg tegner, giver mig en indre ro og en mental selvrenselse. Jeg lukker mig ude og kan glemme alt om tid og sted. Jeg glemmer, at jeg er på kontanthjælp,” siger Lars Ohrt.

Hvad vil du tale om? Med hvem? Hvor og hvordan?

Nu kommer sommeren igen, og verden vælter pludselig ind, med parasoller og sandaler, lyse nætter og løsslupne samtaler..

Inden da, vil du så et kort øjeblik overveje, hvilke samtaler du har lyst til at føre i efteråret, med hvem og om hvad? Hvis det er samtaler om marginaliserede unge og voksne, ligeværd og respekt i samfundsdebatten, ansvarlighed og realisme i socialindsatsen. Hvis det er samtaler med udsatte unge og voksne, fagprofessionelle aktører og politikere. Og hvis det er samtaler, der skal føre til konkrete handlinger, politiske forslag og ikke mindst præge dagsordenen frem mod det kommende folketingsvalg. Så vil jeg meget gerne samtale med dig. Har du lyst til en samtale med mig – så kontakt mig her eller på sophie@danneris.dk og udfyld meget gerne nedenstående doodle, så vi kan mødes snart.

Rigtig dejlig sommer.

http://doodle.com/6py2yevadzmpviu2

 

Politik der professionaliserer beskæftigelsessystemet og ikke økonomiserer professionalismen, tak!

Persongalleriet i den nye dagpengekommission vidner efter min mening om et ensidigt og til dels forfejlet fokus i den forestående kuglegravning af dagpengesystemet. Udover arbejdsmarkedets parter består kommissionen af fire økonomiprofessorer – og dermed ingen, der har indblik i de systemer, processer og mere bløde, sociale mekanismer, der har betydning for dagpengemodtageres forløb mod arbejdsmarkedet. Og det til trods for, at forskningen tydeligt dokumenterer, at netværk, kompetencer, virksomhedssamarbejde mv. er afgørende for jobmulighederne. Ikke økonomiske incitamenter!
Jeg mener vi bør føre en politik, der handler om professionalisering af beskæftigelsessystemet, frem for en politik der tager afsæt i en økonomisering af professionalismen. Og med det mener jeg organiseringen af en beskæftigelsesindsats der baserer sig på viden om, hvad der virker og reelt
inddrager og giver plads til beskæftigelsesmedarbejdernes faglighed og skøn i arbejdet. Som der bliver lagt op til lige nu, med sammensætningen fagligheder i dagpengekommissionen, vil organiseringen i stedet tage afsæt i beregninger af, hvad der vil være mest hensigtsmæssigt ud fra en samfundsøkonomisk betragtning. Og nuvel, den skal selvfølgelig også tages med i betragtning, det siger sig selv. Men fuldstændig at ignorere den sociale – og samfundsvidenskabelige relevans, ved udelukkende at have de økonomiske briller på, det mener jeg er forfejlet! Så: Er det mon for sent at få et par personer mere med i kommissionen Mette Frederiksen?

(Kilde: http://borsen.dk/nyheder/politik/artikel/1/285858/nina_smidt_i_front_for_dagpengekommmission.html)

Mindre bureaukrati – hvordan?

I den seneste tid er jeg, i møder med professionelle fagfolk, borgere, lobbyister og politikere, gentagne gange stødt på spørgsmålet om, hvad vi gør ved det stigende bureaukrati i det danske velfærdssystem – herunder regelstyring, dobbeltarbejde,unødig dokumentation mv.

Jeg mener det er en helt afgørende diskussion at tage. Og en diskussion som skaltages mange steder. Fra gangene på Christiansborg til køkkenbordet hos Fru Hansen,der modtager hjemmehjælp. Fra et radikalt politisk synspunkt er tillidsdagsordenen en del af vores DNA. Vi tror på, at den enkelte gerne vil det bedste for sig selv og samfundet. Gerne vil i arbejde. Gerne vil tage sig af sine børn. Gerne give en ekstra hånd som en del af civilsamfundet. Og vi tror på, at medarbejderen vil det bedste for borgerne, de møder. Tale til dem i øjenhøjde og tage udgangspunkt i deres situation og ikke i et skema. Hvorfor sker det så ikke alle steder? Ja, det er her, diskussionen skal tage sit udgangspunkt. Mellem mennesker. Jeg mener, vi har reduceret rigtig mange medarbejdere til mennesker, der med skyklapper krydser af på et skema. Er du ikke på skemaet, ja, så kan du ikke blive hjulpet. Vi skal have fagligheden tilbage – give tilliden tilbage til medarbejderne, så de tør tage deres faglighed i brug. Men også forvente, at alle tager et ansvar. Vi skal kigge på sig selv og spørge, hvordan kan JEG blive bedre. Hvordan kan JEG hjælpe andre med at blive bedre? Hvis vi diskuterer de to ting – rammer for tillid og medarbejderens ansvar og kompetencer, så tror jeg, vi kan samle nok sammen til,at man på Christiansborg lytter mere. (mere…)

Vi skal tage krykkerne fra dem der kan gå selv

For at skabe lige muligheder for alle skal vi behandle folk forskelligt. Vi skal sætte ekstra fokus på at hjælpe de borgere i samfundet, som er faldet og i stedet tage krykkerne fra dem, der kan gå selv. Det betyder at vi skal fremme en heltidsorienteret beskæftigelses- og socialpolitik, hvor langsigtede løsninger er i centrum. Dét er min vision for de mest udsatte i vores samfund.

Jeg vil fortælle historien om Anders på 19 år. Han vokser op i et hjem, hvor han af sin mor mødes med klare forventninger om, at han kan kvalificere sig til at blive optaget på medicinstudiet. Anders formår dog ikke at leve op til disse forventninger. Og samtidig med at illusionen om at han vil få gode karakterer på sit HF studie brister, indlægges han på en lukket psykiatrisk afdeling med en belastningspsykose.

Efter endt behandling udskrives han igen til eget hjem og bliver tilknyttet jobcenteret. Jobcenteret henviser Anders til et intensivt dagtilbud for unge psykisk syge. Under forløbet skifter Anders adfærd og går fra at være indadvendt og selvnegligerende til at være forsigtigt glad. Han deltager positivt i de sociale aktiviteter og knytter bånd til flere af de andre deltagere. Samtidig udviser Anders en omsorgsfuld side, hvor det ofte er ham der tager sig af de deltagere der har det hårdest. .Det åbenbarer en spirende pædagogisk interesse. Indsatsstedet presser dog ikke Anders yderligere i forhold til at etablere en fremtidsplan, da det vurderes, at Anders ikke vil reagere godt på pres. I stedet fokuseres på Anders’ relation til moderen og hun kontaktes og bedes om at skrue ned for hendes påvirkning. Samtidig fokuseres der på, at hjælpe Anders i egen bolig.

Efter seks måneders forløb vurderer jobcenteret, at forløbet ikke er tilstrækkeligt erhvervsrettet, hvorfor det afbrydes. På dette tidspunkt er Anders fortsat ikke flyttet hjemmefra og fem måneder efter endt forløb, vælger han at tage sit eget liv.

Denne tragiske fortælling minder mig om, hvor vigtigt det er at de faglige medarbejdere har mulighed for at træffe afgørelser der bygger på en helhedsorienteret, individuel og fleksibel tilgang til borgeren. I Anders’ tilfælde blev der igangsat en tidlig og intensiv indsats – et skridt i den rigtige retning. Men der er lang vej igen. Anders fortælling viser, at der er behov for en indsats hvor langsigtede resultater frem for kortsigtede løsninger i centrum. Vi skal sætte fokus på individuelle behov, ansvarlighed og omprioritering af de mange ressourcer, som vi allerede bruger. For eksempel ved at inddrage den viden vi har på området, hvor kvalitet og faglighed frem for bureaukrati og kassetænkning kommer i fokus.

De svageste borgere skalprioriteres højest i fremtidens beskæftigelses- og socialindsats. At skabe lige muligheder for alle er at bruge vores ressourcer på dem, der har det største behov og det havde Anders. Vi skal fokusere på en langsigtet indsats og på at give de faglige medarbejdere den tid, der skal til for at sikre at borgere som Anders kan komme sig helt.

Billede

Selvforsørgelse er et vigtigt mål. Men som i Anders’ tilfælde er dette ikke altid et mål der kan forceres.

I min optik har vi behov for en gentænkning af fremtidens social- og beskæftigelsesindsats, hvor rammen er et individuelt, langsigtet og helhedsorienteret perspektiv.

 

Sophie Danneris

Folketingskandidat, Radikale Venstre og ph.d. stipendiat, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet.

Tale til generalforsamling i Sundby / Islands Brygges radikale bydelsforening

For de af jer, der ikke kender mig, vil jeg lige bruge to ord på at fortælle om min baggrund. Jeg er 27 år, uddannet sociolog fra Aalborg Universitet i 2011. har været ansat som konsulent hos Rambøll Management, hvor jeg lavede evalueringer og analyser for diverse styrelser og ministerier. I januar sidste år blev jeg tilbudt et ph.d. stipendiat, som jeg ikke kunne sige nej til. Så i dag er jeg ph.d. studerende på andet år og er dybt begravet i mit projekt, som har til formål at undersøge beskæftigelsesindsatsens betydning for at understøtte udsatte kontanthjælpsmodtageres vej mod arbejdsmarkedet. (mere…)