Tale til generalforsamling i Sundby / Islands Brygges radikale bydelsforening

For de af jer, der ikke kender mig, vil jeg lige bruge to ord på at fortælle om min baggrund. Jeg er 27 år, uddannet sociolog fra Aalborg Universitet i 2011. har været ansat som konsulent hos Rambøll Management, hvor jeg lavede evalueringer og analyser for diverse styrelser og ministerier. I januar sidste år blev jeg tilbudt et ph.d. stipendiat, som jeg ikke kunne sige nej til. Så i dag er jeg ph.d. studerende på andet år og er dybt begravet i mit projekt, som har til formål at undersøge beskæftigelsesindsatsens betydning for at understøtte udsatte kontanthjælpsmodtageres vej mod arbejdsmarkedet.

Det er egentlig et par dage siden jeg forberedte, hvad jeg ville sige i dag. Men så har jeg været i Viborg i dag for at mødes med to af de borgere, jeg følger som en del af mit ph.d. projekt. Så blev jeg alligevel fristet til at fortælle en lille historie fra den ene kvindes liv. Lad os kalde hende Anette.

Anette er 42 år og har været på kontanthjælp lige siden hun fyldte 18 år. Hun har ingen uddannelse eller erhvervserfaring og hendes nære netværk består af familie og få veninder, som også står uden for arbejdsmarkedet. Anette har altid gerne ville arbejde og har altid samarbejdet med systemet i forhold til at deltage i de kurser og aktiveringstilbud, hun er blevet sendt ud i. De første år var Anette på en masse it-kurser, fordi det var det man gjorde dengang. Senere har hun, da det blev populært, været på diverse selvhjælps/pipfugle-kurser, mens hun senest har været i praktik i en Brugs i snart to år. Med snart 25 år på kontanthjælp har Anette affundet sig med de økonomiske begrænsninger og oplever egentlig, at det hele kører meget fint.

I dag, da jeg mødte Anette på hendes praktikplads, fortæller hun så, at hun er på vej til at blive afklaret i forhold til at få et fleksjob, hvilket jo må siges at være et fremskridt i forhold til, hvad der ellers er sket i hendes forløb de seneste mange år. Men samtidig siger hun også, at det er bedre, at hvis der står nogle unge mennesker i kø, at få dem afklaret først, da hun jo alligevel har været i systemet så længe…

Anettes historie er desværre ikke særlig speciel.

Vi formår i dag ikke at levere en kvalificeret, individualiseret og ikke mindst tidlig og målrettet indsats over for vores ledige borgere. Anette har ikke psykiske diagnoser og lider heller ikke af fysiske skavanker som afholder hende fra at varetage et job, men fordi hun har været i systemet så længe, så er hun endt i en tilstand af resignation. For Annette er livet som kontanthjælpsmodtager blevet til hverdag. Hendes historie indfanger værdien af at have et job, som rækker ud over økonomi. Og understreger samtidig vigtigheden af, at alle får muligheden for at deltage i arbejdslivet. Vi skal ikke acceptere, at nogle borgere bliver efterladt på kanten, uden udsigt til at blive en del af fællesskabet!

Heldigvis er der rigtig meget, vi kan gøre – men tiden rækker ikke til at komme ind på det i dag. Jeg har givet nogle af mine bud på det gennem udvalget ’Fremtidens Beskæftigelsessystem’, som jeg har været en del af, og vores holdningspapir blev vedtaget på seneste HB møde, så det skulle snart være at finde på radikale.dk. Og ellers håber jeg på at få lov til at diskutere og udvikle det yderligere i den kommende tid.

Udover beskæftigelsespolitikken, så vil jeg som jeres folketingskandidat arbejde for, at partiet sætter fokus på socialpolitikken – igen vil nogle nok sige. For mig er Radikale Venstre et parti, der er karakteriseret ved social ansvarlighed, respekt for det enkelte menneske og samtidig med en ambition om, at hjælpe dem der ikke kan selv. Det mener jeg er et vigtigt og rigtigt fokus i socialpolitikken, men det der mangler er at sætte det mere i system og formidle det langt mere klart i vores parti – og hvis det ikke kan ske fra top til bund, må det ske fra bund til top – hvilket jeg også klart ser en værdi i.

Jeg vil gerne stå i spidsen for et sådan arbejde. Og jeg tænker samtidig at vi må kunne udnytte, at vi nu har fået en radikal socialminister. Derfor har jeg allerede i morgen et møde med Manu, hvor jeg håber, vi kan blive enige om en proces for politikudvikling i Landsforbundet.

Jeg blev valgt til 2. kreds i december. Jeg bor og arbejder her på Amager. Jeg mener, Amager er et rigtig spændende sted at være politiker – med sin mangfoldighed og sine sociale udfordringer. Eksempelvis fra en lavere middellevetid ift. Østerbro på fire år. Til socialt udsatte boligområder og rammerne for at diskutere lokale muligheder for vækst og arbejdspladser i relation til resten af byen, regionen og Øresundsregionen.

Men udover det I har hørt om mig nu, og min politik – som jeg selvfølgelig håber, at I også vurderer som vigtige prioriteringer i Radikale Venstres politik frem mod det næste folketingsvalg – så er det også vigtigt for mig at understrege, at jeg har energien, tiden og ressourcerne til det her. Jeg var aldrig gået ind i det, hvis jeg ikke tror på, at jeg vil kunne få et godt valg, og samtidig føre en god valgkamp med både politikudvikling, inddragelse af frivillige og afholdelse af spændende arrangementer. Jeg har erfaring med at føre valgkamp – herunder deltagelse i paneldebatter, motivering af frivillige og så videre – fra min seneste kommunalvalgkamp i Hjørring. Derudover har jeg allerede nu engageret flere frivillige, herunder en kampagneleder mv., som gerne vil investere noget af deres tid i at hjælpe mig. Så jeg håber at I, ved at give mig en positiv indstilling her til aften, vil lade mig fortsætte det arbejde jeg er startet på.

Reklamer

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s