’Vi er ikke bare nogle elitære navlepillere’

Spelt i bolledejen definerer hverken et menneske eller en politiker. I Radikale Venstre har – og har vi altid haft – fokus på samfundets svageste

Iskolde, speltbagende akademikere, selvfede overklasseborgere, der er kyniske overfor det store fællesskab. Det er blot nogle af de ord, der som et skybrud regner ned over Radikale Venstre.

Skal vi tage mit liv i stikord, ser det nogenlunde sådan her ud: 28 år. Tryg, nordjysk opvækst. Kernefamilie. Uddannet sociolog og i gang med et ph.d. studie. Folketingskandidat for Radikale Venstre. Men betyder min opvækst og uddannelsesbaggrund, at jeg er en elitær akademiker, der ikke bekymrer mig om de svageste i vores samfund? Svaret er nej.

Redaktør, forfatter og tidligere med af Radikale Venstre, Bjarke Larsen, har bidraget til skybruddet af fordomme om manglende social ansvarlighed hos Radikale Venstre. Med afsæt i ubegrundede antagelser hævder han i Politiken, at de radikale ikke bor i socialt belastede boligbyggerier og derfor ikke selv er ramt af frygten for at miste deres arbejde. På den baggrund konkluderer Bjarke Larsen, at de radikale er iskolde over for de svageste. Derimod klandrer han os radikale for at være nogle navlepillende og berøringsangste væsner, der kun begår sig i kreative, akademiske miljøer.

Jeg mener, hans udgangspunkt for kritikken er helt forkert. Hvis en politiker skal bo i en ghetto for at have holdninger til social ulighed, skal man så også komme fra Vestkysten for at mene noget om sommerhus-reglen, og skal man tage toget ind ad Kystbanen hver morgen for at ville have mere offentlig transport? I så fald: Hvem kan så overhovedet være politiker i dag? Jeg har holdninger til det hele. Men jeg bor til leje på Amager, cykler på arbejde og drikker min kaffe med mælk. Hvilke holdninger kvalificerer det mon til?

Også Pia Kjærsgaard har været ude med riven. Hun mener, at alle medlemmer i Radikale Venstre bare går rundt og er de perfekte speltmennesker. Igen anklager også hun ud fra dén præmis, at vi radikale lever i vores egen verden og er perfekte med hinanden. Nuvel, jeg bruger speltmel, når jeg bager boller, men jeg har også valgt at bruge tre år på at forske i, hvordan vi bedst muligt hjælper socialt udsatte kontanthjælpsmodtagere ind på arbejdsmarkedet. En del af mit arbejde er derfor at snakke med Tom, der kæmper med depression og alkoholmisbrug, og Anni der er alenemor til fem børn og har været udenfor arbejdsmarkedet i 15 år.

Men lad os hoppe med på legen for en kort bemærkning. Ifølge Bjarke Larsen og Pia Kjærsgaard kan man kun udtale sig om og have en forståelse for det, der ligger på ens egen tallerken. Bjarke Larsen har meldt sig ind i Socialdemokratiet i stedet for Radikale Venstre – men bor socialdemokraterne i højere grad i socialt boligbyggeri og er i kontakt med udsatte borgere? Bjarke Larsen er som selvstændig journalist, redaktør og forfatter selv en del den kreative ”klasse”, som han ellers fnyser ad. Og Pia Kjærsgaard siger til Information: Det er som om, de radikale bare ikke fatter, der er andre. Gør hun selv det med tanke på, at hun vil forbyde muslimske piger at bære hovedtørklæde i folkeskolen?

I Politiken efterlyser Bjarke Larsen et citat fra en radikal politiker, der udtrykker forståelse for dem, der lever under svære kår.

Dét citat vil jeg med glæde give ham: Jeg arbejder for et samfund, der er åbent og omsorgsfuldt. Et samfund, der har forventninger til dig og regner med dig, uanset hvilken baggrund du måtte have.

One comment

  1. R stemte for dagpengereformen, hvor dagpengeperioden blev nedsat til 2 år, og genoptjeningskravet blev sat op til 1 år, beregningerne for reformen lød på, at det ville ramme 2-4000 mennesker, nu har det ramt over 41000 mennesker, men alligevel ville R intet gøre for alle de ramte, og deres familier, hvilket i min optik er både usympatisk, og taktisk dumt udover alle grænser, da der ellers kunne have været en chance for, at vinde næste valg.

    R har også hovedansvaret for den kontanthjælpsreform som har nedsat beløbet for unge modtagere til det halve, hvilket har medført en stigning i unge hjemløse, og jeg har også hørt om et helt vanvittigt forslag fra et radikalt folketingsmedlem om at, der skal indføres en Elite-SU på godt 9000 KR om måneden til de dygtigste studerende fra udlandet, og forslaget kom iøvrigt ikke så lang tid efter, at den nuværende S-R Regering havde sparet ca 2 milliarder KR på SU-området.

    Så nej Sophie, i er ikke mere et social/liberalt parti, men derimod et parti for højt uddannede med gode lønninger, som gerne vil fremstå som lidt bedre mennesker end de andre borgerlige, men som stort kun tænker på egen bundlinie, når det kommer til stykket.

    Vestager har gjort R meget mere højreorienteret end det var under Jelved, og når Corydon sidder som finansminister så har der heller ikke været noget modspil til Vestagers neoliberale kurs, som jeg tror har overrasket rigtig mange vælgere, udover mig selv.

    Mvh

    Peter Bach

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s