arbejde

Socialt ansvarlige virksomheder skal have positiv særbehandling

En halv million mennesker står udenfor arbejdsmarkedet. Hvis de skal have en chance for at komme tilbage i arbejde, så skal man belønne de virksomheder, der tager socialt ansvar. Sådan lyder forslaget fra folketingskandidat på Amager.

Det skal kunne betale sig som virksomhed at tage et socialt ansvar, så det bliver attraktivt at inkludere marginaliserede borgere på arbejdsmarkedet, mener Sophie Danneris, folketingskandidat fra Radikale Venstre.

»At være i arbejde er et af de afgørende kriterier for, at man som menneske føler sig som et gyldigt medlem af fællesskabet. Det kan vi eksempelvis sikre ved at forfordele de virksomheder, som ansætter udsatte borgere eller på anden vis skaber social værdi for samfundet,« siger hun.

Ifølge Sophie Danneris kommer der i fremtiden til at være en kløft mellem virksomhederne, der kommer til at mangle arbejdskraft og borgerne, der står udenfor arbejdsmarkedet. »Det er nødvendigt, at vi sammen finder ud af, hvordan vi bygger en holdbar og meningsfuld bro mellem de to grupper. Broen kan eksempelvis skabes gennem gensidig dialog, hvor forskellige berørte grupper får mulighed for at komme til orde.«

På Amager findes allerede et spirende miljø for bæredygtighed og socialt ansvar. Bybierne, Kofoed Skole og Væksthuset går forrest og viser, hvordan socialt ansvar i form af omsorg for udsatte borgere og bæredygtige virksomheder kan gå hånd i hånd. »Miljøet på Amager skal vi lade os inspirere af, men det er kun et skridt på vejen for at tage ansvar for vores udsatte borgere,« siger Sophie Danneris.

Og det var netop, hvad der skete en novemberaften, hvor en række eksperter, virksomheder og borgere mødtes på Amager for i fællesskab at diskutere, hvilke byggesten broen konkret kræver.

Konkrete initiativer spirrede på Amager
Charlotte Winding er stifter af organisationen Help2Help, der søger at fremme frivilligheden i Danmark. Hun forklarer, at udsatte ledige kan skabe værdi både for dem selv og samfundet gennem frivilligt arbejde.

»Det er svært at finde trivsel i hverdagen uden et arbejde, og det giver lavt selvværd. Fire timer om ugen kan være nok til at få det selvværd tilbage igen,« siger hun. Derfor mener Charlotte Winding, at virksomhederne bør tilbyde faste praktikpladser.

Et andet løsningsforslag er at skabe større partnerskaber mellem socialøkonomiske virksomheder og større for-profit virksomheder. For de socialøkonomiske virksomheder er blot et skridt på vejen mod målet, som er et inkluderende arbejdsmarked, mener Lars Jannick Johansen, der er direktør for Den Sociale Kapitalfond.

»Det er en samfundsinvestering at flytte folk, selvom produktsalget ikke følger med. Vi har brug for gode rollemodeller og overbevisende eksempler på, at man kan flytte mennesker,« siger han.

Partnerskaberne skal bestå i erfaringsudveksling og videndeling, der kan bidrage til, at det sociale element og konkurrencen kan sameksistere i fremtiden.

»Jeg har lyttet og taget alle forslagene med hjem. Dem vil jeg nu videreudvikle og tage med som en del af mine politiske forslag frem mod folketingsvalget,« siger Sophie Danneris.

Reklamer

Alternative tilgange til at støtte udsatte unges vej mod uddannelse eller arbejde

I Danmark har vi en stor gruppe unge udsatte som ønsker at komme videre med deres liv. Men de har ofte svært ved at se sig selv i de aktiveringstilbud, som landets kommuner tilbyder i øjeblikket. De unge efterspørger blandt andet muligheden for at komme på højskole med økonomisk støtte – som alternativ til at blive en del af kontanthjælpssystemet.  (mere…)