beskæftigelse

Socialt ansvarlige virksomheder skal have positiv særbehandling

En halv million mennesker står udenfor arbejdsmarkedet. Hvis de skal have en chance for at komme tilbage i arbejde, så skal man belønne de virksomheder, der tager socialt ansvar. Sådan lyder forslaget fra folketingskandidat på Amager.

Det skal kunne betale sig som virksomhed at tage et socialt ansvar, så det bliver attraktivt at inkludere marginaliserede borgere på arbejdsmarkedet, mener Sophie Danneris, folketingskandidat fra Radikale Venstre.

»At være i arbejde er et af de afgørende kriterier for, at man som menneske føler sig som et gyldigt medlem af fællesskabet. Det kan vi eksempelvis sikre ved at forfordele de virksomheder, som ansætter udsatte borgere eller på anden vis skaber social værdi for samfundet,« siger hun.

Ifølge Sophie Danneris kommer der i fremtiden til at være en kløft mellem virksomhederne, der kommer til at mangle arbejdskraft og borgerne, der står udenfor arbejdsmarkedet. »Det er nødvendigt, at vi sammen finder ud af, hvordan vi bygger en holdbar og meningsfuld bro mellem de to grupper. Broen kan eksempelvis skabes gennem gensidig dialog, hvor forskellige berørte grupper får mulighed for at komme til orde.«

På Amager findes allerede et spirende miljø for bæredygtighed og socialt ansvar. Bybierne, Kofoed Skole og Væksthuset går forrest og viser, hvordan socialt ansvar i form af omsorg for udsatte borgere og bæredygtige virksomheder kan gå hånd i hånd. »Miljøet på Amager skal vi lade os inspirere af, men det er kun et skridt på vejen for at tage ansvar for vores udsatte borgere,« siger Sophie Danneris.

Og det var netop, hvad der skete en novemberaften, hvor en række eksperter, virksomheder og borgere mødtes på Amager for i fællesskab at diskutere, hvilke byggesten broen konkret kræver.

Konkrete initiativer spirrede på Amager
Charlotte Winding er stifter af organisationen Help2Help, der søger at fremme frivilligheden i Danmark. Hun forklarer, at udsatte ledige kan skabe værdi både for dem selv og samfundet gennem frivilligt arbejde.

»Det er svært at finde trivsel i hverdagen uden et arbejde, og det giver lavt selvværd. Fire timer om ugen kan være nok til at få det selvværd tilbage igen,« siger hun. Derfor mener Charlotte Winding, at virksomhederne bør tilbyde faste praktikpladser.

Et andet løsningsforslag er at skabe større partnerskaber mellem socialøkonomiske virksomheder og større for-profit virksomheder. For de socialøkonomiske virksomheder er blot et skridt på vejen mod målet, som er et inkluderende arbejdsmarked, mener Lars Jannick Johansen, der er direktør for Den Sociale Kapitalfond.

»Det er en samfundsinvestering at flytte folk, selvom produktsalget ikke følger med. Vi har brug for gode rollemodeller og overbevisende eksempler på, at man kan flytte mennesker,« siger han.

Partnerskaberne skal bestå i erfaringsudveksling og videndeling, der kan bidrage til, at det sociale element og konkurrencen kan sameksistere i fremtiden.

»Jeg har lyttet og taget alle forslagene med hjem. Dem vil jeg nu videreudvikle og tage med som en del af mine politiske forslag frem mod folketingsvalget,« siger Sophie Danneris.

Reklamer

Er der penge i Danmarks fattigste?

Hvis pengene pludselig bliver knappe, børnene skal ha mad og huslejen skal betales, så er gode råd dyre. Bogstaveligt talt. Danskere på kontanthjælp falder i stigende grad for hurtige løsninger med uoverskuelige konsekvenser. Og det ser ud til at der kan tjenes penge her. Mange penge.

David mod Goliath

”Rækker kontanthjælpen ikke? Få luft med kviklån”. Sådan formuleres det på hjemmesiden www.kvickkån-på-kontanthjælp.laanpengeidag.dk, der ja, rigtigt gættet, reklamerer for kvick-lån for folk på kontanthjælp. Her beskrives det, hvordan kvick-lån kan skabe det fornødne luft i budgettet, der er behov for, for at kunne betale de faste udgifter når man er på kontakthjælp. Produktet, der reklameres for, er altså direkte målrettet Danmarks fattigste og der er her tale om et veludformet produkt, der fremstår særdeles billigt, men på ingen måde er det. Selv de klassiske og overordentligt dyre kviklån hos eksempelvis Leasy og expressbank kommer sjældent over 30% ÅOP. Men her er koster det op mod 740%.

Helt teknisk fungerer ”tilbuddet” hos den pågældende bank, VIVUS, ved at der først lånes 4000kr omkostningsfrit i 30 dage, hvorefter det fulde beløb skal betales tilbage. På den måde kan VIVUS tillade sig at skrive at ÅOP er 0%. Fælden klapper når lånet skal forlænges – for det skal det jo… Lånet koster nu et gebyr, der ikke offentliggøres præcist da det afhænger af den samlede gældspost, men som ligger på omkring 1300kr. Og så har man opnået endnu en 30 dages forlængelse. Sidder du på en kontanthjælp så bliver det svært at finde hvad der svarer til en halv månedsløn. Og snebolden ruller.

Der er her tale om en forretningsmodel tilrettelagt af eksperter til at udnytte økonomisk pressede mennesker. Det er altså David mod Goliath, bare med et mindre overraskende resultat.

Man ligger som man har redt

Før kemikaze-liberalisterne kommer med deres tunnelsynsbefængte argumenter om ”frie” markedskræfter, bør vi spørge os selv, om vi foretrækker et samfund, hvor der kan tjenes penge på de økonomisk svagestes desperation? Hvor de private lånevirksomheder kan sørge for at de fattigste i Danmark bliver betydeligt fattigere samtidigt med at de fastlåses i deres situation. Man ved fra diverse undersøgelser, blandt andet fra Rådet for socialt udsatte og Den sociale Retshjælp, at gæld fastholder mennesker i deres sociale situation. Kontanthjælpsmodtagere med gæld har sværere ved at komme ud af deres offentlige forsørgelse og koster således samfundet flere penge.

Regningen for lånevirksomhedernes stopper altså ikke kun hos de desperate mennesker der træffer dårlige valg, men ender faktisk hos skatteborgene.

Min påstand er at der er tale om en grov udnyttelse af fattige danskere udført af dybt kompetente og professionelle firmaer. En udnyttelse der belaster allerede pressede mennesker og som endegyldigt sender en regning til skatteyderne.

Balancen mellem økonomisk frihed og regulering

Flosklen ”frihed under ansvar” kan man som samfund leve efter, hvis man er villig til at holde folk til ansvar, når de misbruger deres frihed. Når det kommer til lånevirksomhedernes anvendelse af denne frihed, så er der i den grad tale om et misbrug. Når friheden bruges til at tjene penge på bekostning af Danmarks fattigste er dette ikke acceptabelt. Og siden denne branche åbenbart ikke har formået at regulere sig selv, bliver samfundet og det politiske niveau nødt til at gøre det. Der har tidligere været anbefalinger fra analyser, politikere og forskere om at indføre et loft over ÅOP på lån. Sverige indførte det eksempelvis i 2011 på det ovennævnte grundlag. Derfor undrer mig at vi ikke har handlet på dette, da det vidensgrundlag denne artikel bygger på er tilgængeligt! Som folketingskandidat for Radikale Venstre er det en af de ting, jeg vil handle på hvis jeg bliver valgt i det nært forestående valg.

Løsning

Og løsningen for mig er, at vi som minimum Indfører et loft over ÅOP, som man netop har gjort det i Sverige. Det vil beskytte de borgere der mindst kan tåle at lave fejl. Det vil betyde at hvis man som kontanthjælpsmodtager tager et dumt lån, så bliver man ikke nødvendigvis knust økonomisk, med alle de omkostninger det fører med sig. Og så mener jeg desuden, at vi bør se på mulighederne for i det hele taget af forbyde denne låntype. Hvad mener du?