udsatte

Hvad vil du tale om? Med hvem? Hvor og hvordan?

Nu kommer sommeren igen, og verden vælter pludselig ind, med parasoller og sandaler, lyse nætter og løsslupne samtaler..

Inden da, vil du så et kort øjeblik overveje, hvilke samtaler du har lyst til at føre i efteråret, med hvem og om hvad? Hvis det er samtaler om marginaliserede unge og voksne, ligeværd og respekt i samfundsdebatten, ansvarlighed og realisme i socialindsatsen. Hvis det er samtaler med udsatte unge og voksne, fagprofessionelle aktører og politikere. Og hvis det er samtaler, der skal føre til konkrete handlinger, politiske forslag og ikke mindst præge dagsordenen frem mod det kommende folketingsvalg. Så vil jeg meget gerne samtale med dig. Har du lyst til en samtale med mig – så kontakt mig her eller på sophie@danneris.dk og udfyld meget gerne nedenstående doodle, så vi kan mødes snart.

Rigtig dejlig sommer.

http://doodle.com/6py2yevadzmpviu2

 

Reklamer

Vi skal tage krykkerne fra dem der kan gå selv

For at skabe lige muligheder for alle skal vi behandle folk forskelligt. Vi skal sætte ekstra fokus på at hjælpe de borgere i samfundet, som er faldet og i stedet tage krykkerne fra dem, der kan gå selv. Det betyder at vi skal fremme en heltidsorienteret beskæftigelses- og socialpolitik, hvor langsigtede løsninger er i centrum. Dét er min vision for de mest udsatte i vores samfund.

Jeg vil fortælle historien om Anders på 19 år. Han vokser op i et hjem, hvor han af sin mor mødes med klare forventninger om, at han kan kvalificere sig til at blive optaget på medicinstudiet. Anders formår dog ikke at leve op til disse forventninger. Og samtidig med at illusionen om at han vil få gode karakterer på sit HF studie brister, indlægges han på en lukket psykiatrisk afdeling med en belastningspsykose.

Efter endt behandling udskrives han igen til eget hjem og bliver tilknyttet jobcenteret. Jobcenteret henviser Anders til et intensivt dagtilbud for unge psykisk syge. Under forløbet skifter Anders adfærd og går fra at være indadvendt og selvnegligerende til at være forsigtigt glad. Han deltager positivt i de sociale aktiviteter og knytter bånd til flere af de andre deltagere. Samtidig udviser Anders en omsorgsfuld side, hvor det ofte er ham der tager sig af de deltagere der har det hårdest. .Det åbenbarer en spirende pædagogisk interesse. Indsatsstedet presser dog ikke Anders yderligere i forhold til at etablere en fremtidsplan, da det vurderes, at Anders ikke vil reagere godt på pres. I stedet fokuseres på Anders’ relation til moderen og hun kontaktes og bedes om at skrue ned for hendes påvirkning. Samtidig fokuseres der på, at hjælpe Anders i egen bolig.

Efter seks måneders forløb vurderer jobcenteret, at forløbet ikke er tilstrækkeligt erhvervsrettet, hvorfor det afbrydes. På dette tidspunkt er Anders fortsat ikke flyttet hjemmefra og fem måneder efter endt forløb, vælger han at tage sit eget liv.

Denne tragiske fortælling minder mig om, hvor vigtigt det er at de faglige medarbejdere har mulighed for at træffe afgørelser der bygger på en helhedsorienteret, individuel og fleksibel tilgang til borgeren. I Anders’ tilfælde blev der igangsat en tidlig og intensiv indsats – et skridt i den rigtige retning. Men der er lang vej igen. Anders fortælling viser, at der er behov for en indsats hvor langsigtede resultater frem for kortsigtede løsninger i centrum. Vi skal sætte fokus på individuelle behov, ansvarlighed og omprioritering af de mange ressourcer, som vi allerede bruger. For eksempel ved at inddrage den viden vi har på området, hvor kvalitet og faglighed frem for bureaukrati og kassetænkning kommer i fokus.

De svageste borgere skalprioriteres højest i fremtidens beskæftigelses- og socialindsats. At skabe lige muligheder for alle er at bruge vores ressourcer på dem, der har det største behov og det havde Anders. Vi skal fokusere på en langsigtet indsats og på at give de faglige medarbejdere den tid, der skal til for at sikre at borgere som Anders kan komme sig helt.

Billede

Selvforsørgelse er et vigtigt mål. Men som i Anders’ tilfælde er dette ikke altid et mål der kan forceres.

I min optik har vi behov for en gentænkning af fremtidens social- og beskæftigelsesindsats, hvor rammen er et individuelt, langsigtet og helhedsorienteret perspektiv.

 

Sophie Danneris

Folketingskandidat, Radikale Venstre og ph.d. stipendiat, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet.